Samfund

Krifa advarer mod ny ordning: “Alle er ikke længere lige for loven”

En kommende ordning skal gøre det muligt for visse virksomheder at hente arbejdskraft uden for EU. Men Krifa mener, at kravene giver bestemte fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer en urimelig fordel.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 16. august 2026

En ny ordning for udenlandsk arbejdskraft er på vej til førstebehandling i Folketinget torsdag. Men hos Krifa er begejstringen til at overse.

Fagforeningen retter en omfattende kritik mod lovforslag L16 om en overenskomstbaseret certifikationsordning. Krifas hovedanke er, at adgangen til ordningen ifølge organisationen bliver koblet til, hvem der har indgået virksomhedens overenskomst – og ikke alene til selve indholdet og vilkårene.

Ordningen skal give virksomheder mulighed for at rekruttere arbejdskraft fra visse lande uden for EU. Ifølge Krifa vil den dog kun kunne benyttes af virksomheder med overenskomster indgået af bestemte organisationer, hvor FH og DA er blandt de toneangivende.

Krifa: Organisationerne bliver delt op i rigtige og forkerte

Krifa-formand Jane Heitmann mener, at konstruktionen skaber en principiel juridisk udfordring.

“Der er tale om singulær lovgivning, fordi loven navngiver, hvem der er de ‘rigtige’, og hvem der er de ‘forkerte’ aftaleparter i lovens forstand. Dermed er alle ikke længere lige for loven,” siger Jane Heitmann.

Hun sammenligner i den forbindelse problemstillingen med særloven om Tvind fra 1996, som senere blev kendt grundlovsstridig af Højesteret.

Ifølge Krifa risikerer gyldige kollektive overenskomster dermed at blive holdt uden for ordningen på grund af deres organisatoriske tilhørsforhold. Krifa anfører samtidig, at disse overenskomster kan regulere løn- og arbejdsforhold på et niveau, der er sammenligneligt med FH-overenskomster.

Frygter skæv konkurrence mellem organisationer

Krifas kritik handler ikke kun om jura.

Jane Heitmann mener også, at reglerne kan påvirke konkurrencen mellem både arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger.

Ifølge hende kan arbejdsgiverorganisationer få et incitament til at blive i DA, hvis deres virksomheder ønsker at benytte ordningen. På samme måde mener hun, at FH-forbund kan få en fordel over for konkurrerende fagforeninger.

Hun kritiserer desuden, at de navngivne overenskomstparter ifølge Krifa fremgår af lovforslagets bemærkninger frem for direkte af selve lovteksten.

Krifa vil ændre kriteriet

Krifa afviser ikke selve idéen om at stille krav til overenskomster i forbindelse med udenlandsk arbejdskraft.

Organisationen ønsker i stedet, at adgangen til ordningen afgøres af, hvad overenskomsten faktisk indeholder – frem for hvilken organisation der står bag den.

“Heldigvis kan miseren løses ved at ændre lovforslaget, så det afgørende bliver indholdet af overenskomsten og ikke hvem, der har indgået den,” siger Jane Heitmann.

Lovforslag L16 står ifølge pressemeddelelsen til førstebehandling i Folketinget torsdag.