Samfund

Efter svage PISA-målinger: DIF peger på bevægelse som en del af løsningen

Idrætsorganisationen mener, at løsningen ikke nødvendigvis kræver flere timer på skoleskemaet, men at fysisk aktivitet i højere grad kan bygges ind i den eksisterende undervisning.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 12. september 2026

Nye svage målinger i PISA-undersøgelsen bør ifølge Danmarks Idrætsforbund sætte gang i diskussionen om, hvordan danske skoleelevers indlæring kan styrkes. DIF peger særligt på én mulighed: mere fysisk aktivitet i løbet af undervisningen.

Organisationen fremhæver forskning, der peger på positive sammenhænge mellem fysisk aktivitet og blandt andet koncentration, hukommelse, trivsel og præstation i skolen.

– Vi kender alle timelange møder, hvor det kan være svært at bevare fokus. Så hjælper det at få lidt frisk luft, løbe en tur eller bare komme op at stå og gå lidt rundt. Det føles godt. Men det er ikke bare en fornemmelse, der er flere forskningsresultater som understreger, at bevægelse er godt for indlæring, siger Frans Hammer, næstformand i DIF.

Bevægelse skal ikke kun foregå i idrætstimerne

Mere fysisk aktivitet i skolen kan ske gennem flere idrætstimer, men DIF argumenterer samtidig for, at bevægelse kan integreres i andre fag og dermed blive en del af den almindelige skoledag.

Organisationen peger blandt andet på erfaringer fra særlige idrætsskoler og på forskning i undervisningsforløb, hvor fysisk aktivitet indgår som en meningsfuld del af undervisningen.

Ifølge DIF kan den tilgang blandt andet have positive effekter på børns sproglige færdigheder og generelle indlæring.

Bevægelse i folkeskolen indgår samtidig i den nationale bevægelsesstrategi for folkeskolen. Også Trivselskommissionens afsluttende anbefalinger fra 2025 fremhævede, at bevægelse i skolen bør prioriteres.

DIF: Små ændringer kan være nok

DIF mener derfor ikke, at mere bevægelse nødvendigvis kræver en omfattende ændring af skoleskemaet.

– Vi behøver ikke sætte flere timer på skemaet eller uddanne endnu flere idrætslærere. Ved små justeringer i undervisningen, kan bevægelse blive en naturlig ingrediens og dermed støtte indlæringen i det enkelte fag. Den viden deler vi gerne ud af, når vi nu på tværs af fagligheder skal knække koden og sikre, at vores børn står bedre i fremtiden, siger Frans Hammer.

Det fremgår af DIF’s pressemeddelelse, at organisationen blandt andet baserer sit budskab på forskning om fysisk aktivitet, læring og trivsel samt en systematisk forskningsgennemgang fra 2025 af effekten af fysiske aktivitetsindsatser på blandt andet tidlig læsning, ordgenkendelse og stavning.