Kunst
12 unge får plads på eftertragtet kunstuddannelse i Nordsjælland
BGK Artlab har afsluttet årets optag, hvor 16 unge blev udvalgt til optagelsesprøve på den treårige billedkunstneriske talentuddannelse.
12 nye elever er optaget på BGK Artlab, som netop har afsluttet årets optag til den treårige billedkunstneriske talentuddannelse på Kulturværftet i Helsingør.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturværftet & Toldkammeret, hvor det oplyses, at over 20 unge søgte optagelse i år, mens 16 blev udvalgt til optagelsesprøven.
“Ansøgerne har vist et imponerende engagement og en stærk lyst til at udvikle deres kunstneriske praksis,” siger Jakob Tækker, koordinator på BGK Artlab.
Et regionalt talentmiljø
BGK Artlab fungerer som den regionale billedkunstneriske grunduddannelse i Nordsjælland og tiltrækker unge fra hele regionen. Uddannelsen har base i værkstederne i Toldkammeret, hvor eleverne arbejder i et professionelt og eksperimenterende læringsmiljø.
De nye elever er udvalgt på baggrund af deres kunstneriske potentiale, kreativitet og evne til at arbejde undersøgende med visuelle udtryk. Ifølge Kulturværftet viste årets ansøgerfelt stor variation i både materialer, arbejdsformer og kunstneriske retninger.
Læs også:
Skal styrke fødekæden til kunstuddannelser
BGK Artlab er målrettet unge mellem 15 og 25 år og skal forberede eleverne til videregående uddannelser inden for kunst, design, arkitektur og andre kreative fag.
Uddannelsen er samtidig en del af det nationale BGK-netværk, som arbejder for at styrke talentudviklingen inden for billedkunst og skabe sammenhæng mellem lokale talentmiljøer og videregående kunstneriske uddannelser.
Kulturværftet oplyser, at mange tidligere elever efterfølgende fortsætter på videregående uddannelser inden for kunst, design og arkitektur. BGK Artlab indgår desuden i Kulturværftets kunstneriske læringsmiljøer sammen med Kulturværftets Billedskole, der tilbyder sæsonforløb for børn og unge.
Læs også: