Pressemeddelelse

KD fornyer sig: nyt logo, ny hjemmeside og orange profil

Pressemeddelelse

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 19. august 2026

Pressemeddelelse

Dansk kristendemokrati fornyer sig: nyt look, ny hjemmeside og fornyet fokus på at nå ud til vælgerne – men med uændrede værdier om familie, fællesskab og etik over profit.

Kristendemokraterne (KD) har netop lanceret en helt ny hjemmeside på kd.dk og præsenterer samtidig partiets fornyede visuelle identitet med nyt logo og den orange farve som det bærende udtryk. Lanceringen er et synligt udtryk for en større og igangværende fornyelse og styrkelse af partiet — organisatorisk, kommunikativt og politisk.

Et parti i bevægelse

Kristendemokraterne er et parti i aktiv udvikling. De seneste år har partiet arbejdet målrettet på at styrke sin organisation, skærpe sin politiske profil og nå ud til flere danskere med det kristendemokratiske budskab om familien, fællesskabet og ansvaret for det enkelte menneske. Den nye hjemmeside og den fornyede visuelle identitet er det seneste og mest synlige skridt i denne proces – men langt fra det sidste.

“Fornyelsen handler om at tydeliggøre hvem vi er i egen ret: et borgerligt midterparti – den handler om at sikre, at endnu flere danskere opdager, at KD er relevant for dem. Orange er ikke bare en farve – det er en holdning. Et menneskesyn der sætter familien og fællesskabet først og etik over profit,” siger Jeppe Hedaa, landsformand for Kristendemokraterne.

Nemmere at engagere sig og finde kandidater

Den nye hjemmeside er struktureret så det er nemt at finde partiets politiske holdninger og muligheder for at engagere sig. Fremover vil det også blive væsentligt nemmere at finde og komme i kontakt med partiets kandidater rundt om i landet – en funktion der løbende udbygges på kd.dk.

KD som daglig betegnelse

Partiet vil fremover i stigende grad anvende forkortelsen KD – en udvikling flere europæiske søsterpartier inden for EPP-familien og andre danske partier allerede har taget til sig. Partiet skifter ikke navn. Kristendemokraterne er og forbliver Kristendemokraterne, med et uændret kristendemokratisk værdigrundlag.

Vælgererklæringer – støt demokratiet

Som del af fornyelsen sætter KD også fornyet fokus på indsamlingen af vælgererklæringer. En vælgererklæring er en officiel tilkendegivelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, at man støtter et partis ret til at stille op til Folketinget. Det er ikke en stemme, ikke et medlemskab og ikke en politisk forpligtelse – det er udelukkende en støtte til et mangfoldigt demokrati. Partier uden for Folketinget skal indsamle et bestemt antal erklæringer for at kunne stille op ved næste valg. Vælgererklæringer kan afgives på kd.dk.

Nyt logo til redaktionernes brug

Kristendemokraternes nye logo er vedhæftet og frit tilgængeligt til redaktionel brug. Vores presseside vil snart indholde yderligere materiale til download.

Pressemeddelelse

Se flere artikler