København
København satte 15 millioner af til skolebøger – nu stiger indkøbene
På Den Classenske Legatskole er budgettet til frilæsningsbøger næsten fordoblet på et år, mens skolerne samlet bruger flere penge på at fylde bibliotekernes hylder.
Et politisk millionbeløb har sat mere fart på bogindkøbene på de københavnske skoler. På Den Classenske Legatskole er udgifterne til frilæsningsbøger næsten fordoblet sammenlignet med 2024.
Da politikerne på Københavns Rådhus i 2025 øremærkede omkring 15 millioner kroner til flere bøger på byens skolebiblioteker, blev resultatet blandt andet højere bogindkøb.
I 2025 brugte de københavnske skoler samlet 15 procent mere på bøger end året før. Den Classenske Legatskole gik endnu længere og brugte næsten dobbelt så mange penge på frilæsningsbøger som i 2024.
Når eleverne vender tilbage efter sommerferien, møder de derfor et større udvalg på skolens bibliotek.
Flere titler skal styrke lysten til at læse
Blandt de populære bøger på Den Classenske Legatskole er Vitello, Mira-serien og bøger af Jakob Martin Strid.
Ifølge Elisabeth Eilschou Holm, der er klasselærer i indskolingen, har et bredt udvalg betydning for elevernes motivation.
– Læsestunder er berigende, sjove, spændende og værdiskabende. Det understøtter elevernes læselyst, at vi har mange bøger at vælge imellem, og at de voksne på skolen gerne hjælper og tydeligvis selv er glade for at læse, siger hun.
Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) peger ligeledes på, at et større udvalg kan være med til at få flere børn til at læse.
– Det er godt på så mange parametre for børn og unge at læse bøger. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få flere børn til at læse. Et større udvalg kan uden tvivl hjælpe til, at flere børn forsvinder ind i bøgernes verden. Det glæder mig derfor, at skolerne prioriterer at opfriske boghylderne, siger han.
Læs også:
Grafiske romaner skal fastholde de ældre elever
På skolens mellemtrin og blandt de ældste elever er det blandt andet grafiske romaner, tegneserier og romantiske bøger, der trækker.
Titler som Møgmis, Heartstopper og Den sommer alting ændrede sig er ifølge skolen blandt de populære valg.
Kia Johansen, der underviser skolens udskolingselever, fremhæver især mellemtrinnet som en gruppe, hvor skolen forsøger at fastholde interessen for bøger.
– De små elever er typisk ikke så svære at motivere til læsning. Det er ofte på mellemtrinnet, at mange falder fra og ikke får deres læselyst videre ind i ungdomslivet. Grafiske romaner og tegneserier er en meget populær genre. Der kommer hele tiden nye, gode serier, og dem køber vi ind i stor stil, bl.a. for at ramme netop mellemtrinnet, der elsker dem, fortæller hun.
Ud over de større bogindkøb bruger Den Classenske Legatskole også en læsevejleder, som taler med eleverne om blandt andet forfattere, handling og illustrationer og hjælper dem videre til nye bøger.
Læs også: