Kultur
Smukfonden giver 870.640 kroner til headspace efter kommunale besparelser
Smukfonden havde først planlagt en donation på 300.000 kroner, men hævede beløbet efter at have set konsekvenserne af Aarhus Kommunes spareplan.
Smukfonden donerer 870.640 kroner til headspace Aarhus efter en periode med kommunale besparelser på området.
Fonden havde oprindeligt planlagt at give 300.000 kroner, men valgte at hæve beløbet til det niveau, som headspace Aarhus ifølge den oprindelige spareplan stod til at miste årligt.
I den endelige kommunale spareplan blev reduktionen dog 450.000 kroner om året.
Det betyder ifølge headspace, at donationen kan være med til at dække det økonomiske hul i to år.
Donation koblet direkte til besparelser
Smukfonden begrunder den forhøjede donation med, at man ønskede at reagere konkret på de økonomiske konsekvenser for headspace Aarhus.
– Ikke fordi civilsamfundet skal overtage det offentliges ansvar, men fordi vi håber, at donationen både kan give arbejdsro og være med til at sætte fokus på den enorme betydning, organisationer som headspace har for unge mennesker, siger Maja Engberg-Sønderskov, chef for Frivillighed og Fællesskab i Smukfest og Smukfonden.
Pengene skal blandt andet være med til at finansiere centrets gratis og anonyme rådgivning samt aktiviteter og fællesskaber, der ikke har særskilt finansiering.
Det gælder også et samarbejde, hvor headspace Aarhus er involveret i støtte til unge i Ukraine.
1.700 unge om året
headspace Aarhus er ifølge organisationen det største af landets 42 centre og har kontakt med omkring 1.700 unge om året.
Tilbuddet består blandt andet af gratis og anonyme samtaler med frivillige og ungerådgivere.
På landsplan er cirka 600 frivillige tilknyttet headspace Danmark.
– Donationen betyder, at vi kan fastholde den nærhed og tilgængelighed, som er afgørende for vores arbejde, siger Anders Friche, centerchef i headspace Aarhus.
Samarbejde med Smukfest fortsætter
headspace og Smukfest har allerede et eksisterende samarbejde.
Organisationens frivillige deltager blandt andet på festivalens område Kærligheden og er i år også en del af Fordomsfri i skoven.
Donationen blev overrakt 4. august på Smukfests campingområde som en overraskelse til frivillige og ansatte fra headspace Aarhus.
Læs også: